Kontraktforlængelser og nye trænere i 2019/2020!

Kontraktforlængelser og nye trænere i 2019/2020!

Formand, Peter Blok Hansen
Juni 2019

Det er med stor glæde, at vi kan informere svømmere, forældre, samarbejdspartnere og øvrige omkring Hobro Svømmeklub, at samarbejdet med cheftræner, Johan Lisberg, i slutningen af maj blev forlænget. Johan skriver under på en ny 2-årig aftale, og fortsætter som primus motor for den fortsatte udvikling af konkurrenceafdelingen og klubbens førstehold. Talentudvikler og træner for andetholdet, Niclas Bro Sørensen, fortsætter også på en ny 2-årig aftale, så de to trænere danner parløb igennem de næste 2 sæsoner. 

Som mange måske kan huske, indledte Hobro et samarbejde med Johan Lisberg og Lenette Nielsen tilbage i 2017 for henholdsvis første- og andetholdet. Ambitionen var dengang: ‘At skabe en solid og bæredygtig struktur, et godt træningsmiljø, få reetableret talentproduktionen fra svømmeskolen, og udvikle klubben så Hobro Svømmeklub i løbet af 3-4 år igen er blandt de førende klubber i Nordjylland’. To år senere er antallet af svømmere i afdelingen fordoblet, nye, lokale trænere er udklækket og klubben er kommet på landkortet med aktuelt 5 DM-svømmere, hvoraf det endda i foråret blev til medaljer både til Danske Årgangsmesterskaber og Vest Danske Årgangsmesterskaber.
Vi har både udviklet DM-svømmere fra klubbens egen svømmeskole i løbet af kun et år, men også fået tilslutning fra dygtige svømmere udefra, der har villet være en del af vores miljø. 
Det er ambitionen at have 10 svømmere eller flere repræsenteret ved Danske Mesterskaber i sæsonen 2019/2020, og udvide træningsrammerne for alle tre hold i konkurrenceafdelingen, så grundlaget for talentproduktionen- og udviklingen forbedres yderligere. Alle svømmere i klubbens konkurrenceafdeling skal, som det har været tendensens igennem to gode sæsoner med Johan, Lenette og Niclas ved roret, opleve at blive løftet. På samme måde er det forventningen, at det igennem to sæsoner øgede aktivitetsniveau fortsætter, og der skal i denne forbindelse også lyde en kæmpe tak og et stort cadeau til afdelingens frivillige k-udvalg og de mange frivillige, der har ydet en kæmpe indsats ved interne & eksterne stævner, lokale arrangementer og events! Konkurrencesvømning er en ressourcekrævende sportsgren, og vores ambition om at skabe et endnu stærkere talentudviklingsmiljø kræver fremadrettet også et stort engagement fra forældre og frivillige i klubben. 

Det er også med stor glæde, at vi kan præsentere det nye team for afdelingens øvrige hold: Talentholdet trænes af Sofia Bak, Ditte Toft Ibsen og Isabella Mejlstrup. Alle tre piger har erfaring fra konkurrenceafdelingen, hvor fx Ditte fortsat er aktiv som en afdelingens ældste og mest rutinerede pigesvømmere. Vi håber fortsat, at se Iben Schønwandt i enkelte weekender i den kommende sæson. Iben, der har ydet en stor indsats på talentholdet i indeværende sæson, er på efterskole fra august. Vi håber dog at se Iben tilbage på kanten i Hobro i fremtiden på fast basis igen.

Og endeligt kan vi byde Marius Nørgaard velkommen på kanten fra august også. Marius er hjemvendt til klubben efter 3 flotte år i Aalborg Svømmeklub, og med sig har Marius værdifulde erfaringer og kompetencer, vi kan drage nytte af. Marius er samtidig er ægte HSK’er med klubhjerte, og som kender klubben. Marius har også trænet under Johan i Aalborg i Marius’ første sæsoner i Aalborg. Marius indgår i første ombæring som afløser og assistent, men vil blive kørt godt ind i klubbens trænerafdeling fra sæsonens start. Derudover vil vi også kunne trække på Lasse Jensen, der aktuelt er aktiv på klubbens førstehold som ældste svømmer. Lasse er også en garvet knægt med mange år med konkurrencesvømning på højt niveau i baggagen og en meget vellidt fyr i klubben. Vi har også et stille håb om fortsat at se meget afholdte, Lenette Nielsen, på kanten i Hobro fra tid til anden. Lenette, der – desværre for os – har travlt med universitetsuddannelse i Aalborg, er dog fortsat afløser i klubben.

Om godt 14 dage står klubbens konkurrencesvømmere klar til at dyste i sæsonens 4. og sidste turneringsstævne i Himmerland, hvor afgørelsen om den samlede sejr blandt klubberne falder. Vi er i tæt parløb med Støvring, Pingvinen og vi håber at se mange forældre og venner på kanten i fælles opbakning til vores svømmere! Derefter drager Christian, Karoline, Julie og Laura fra førsteholdet til Danske Årgangsmesterskaber på langbane, der er sæsonens sidste stævne. 

Vi ser frem til en ny, spændende og udfordrende sæson 2019/2020, som netop nu er under grundig planlægning. Ved spørgsmål kan formand, Peter Blok Hansen, kontaktes på formand@hobro-svom.dk.

Posted in: Ikke kategoriseret, Konkurrence

Leave a Comment (0) ↓